Online fysioterapi vs. fysisk behandling – virker det lige så godt?
Den her artikel indeholder en masse videnskabelige referencer, så hvis ikke du lige er i stemning til en masse tung læsning, kan jeg spare dig tiden og sige: JA – online fysioterapi er lige så effektiv som fysisk behandling for de fleste problematikker. Hvis du derimod er lidt mere skeptisk, så læs med her. Men først får du en kort forklaring på, hvad online fysioterapi er.
Hvad er online fysioterapi, og hvordan virker det?
Online fysioterapi betyder, at du modtager fysioterapeutisk vejledning og behandling via videokonsultation. Du bliver undersøgt gennem videosamtaler og guidet gennem specifikke tests, og derefter får du en plan med øvelser og justeringer tilpasset din hverdag. Det hele foregår via en computer, tablet eller telefon – så du kan få behandling lige præcis, hvor det passer dig.
Vil du have en endnu mere detaljeret forklaring om, hvad online fysioterapi er? Så læs vores guide: [Hvordan fungerer online fysioterapi?].
Hvad siger forskningen – er online behandling effektiv?
En række systematiske reviews og metaanalyser viser, at online fysioterapi typisk er lige så effektiv som traditionel, fysisk behandling for muskel-skeletlidelser – altså smerter i led og muskler (3,6,7,10,11).
Jeg har lavet en systematisk gennemgang af noget af den nyeste videnskabelige litteratur, og der er blevet undersøgt flere aspekter af online fysioterapeutisk behandling. Her er en kort oversigt over de emner, studierne forsøger at besvare:
Forbedring af funktion og bevægelighed med online behandling
De fleste studier viser, at patienter opnår samme grad af funktionel forbedring som ved fysisk fremmøde (6,7).
Kan online fysioterapi reducere smerter effektivt?
Her er resultaterne lidt mere blandede – nogle studier viser samme effekt, mens andre har større variation. Det kan skyldes, at smerte er subjektivt og påvirket af mange faktorer (3,7,10).
Patienttilfredshed med online fysioterapi
Patienter er generelt meget tilfredse med online behandling – især på grund af fleksibiliteten og muligheden for hurtigt at komme i gang (2,9).
Ældre og online fysioterapi – virker det lige så godt?
Et studie viser, at ældre faktisk klarer sig lige så godt eller bedre med online behandling, især når de bruger smartphones, som er nemme at håndtere end computere (8).
Online fysioterapi i praksis – fleksibel behandling for en travl hverdag
Det handler ikke kun om, hvad der virker – men også om, hvad der fungerer i praksis. Og her har online fysioterapi et stort forspring ifølge flere af studierne(3,9), og det er derfor en af grundene til, at online fysioterapi for nogle kan være en bedre løsning end fysisk behandling.
For mange af os er det ikke så ligetil at møde op hos en fysioterapeut. Måske bor du langt væk, har børn, et krævende job eller bare brug for fleksibilitet. Her kan online behandling være en stor fordel. Ud over at det bare er mere fleksibelt for dig, som har brug for fysioterapi, kan det også være med til at give dig en bedre behandling. Ikke alle bor tæt på en klinik, og det er bestemt ikke alle klinikker, der har en fysioterapeut, der er specialiseret i lige netop din problematik. At det er online, gør det muligt at komme i kontakt med en specialist, som sidder i København, mens du bor i Jylland – så du på den måde kan få den bedst mulige behandling.
Hvornår er online fysioterapi den rigtige løsning?
Online fysioterapi fungerer rigtig godt til mange typer behandling::
● Rygsmerter, nakkeproblemer, knæ, skulder, hofte og ankel
● [Behandling af overbelastningsskader] fra sport og arbejde skader.
● Genoptræning efter operationer eller længere tids inaktivitet.
● Træning under smerter, hvor der ikke er behov for manuel behandling.
Det er især velegnet for personer, der ønsker fleksibilitet og gerne vil arbejde aktivt med egen krop – med tæt støtte fra en fagperson. I et af studierne(9) blev det også fremhævet at der i nogle tilfælde sås bedre resultater fordi patienterne havde en større forventning fra start om selv at skulle deltage aktivt i behandlingen netop fordi det var online.
Hvornår er fysisk fremmøde bedre end online behandling?
Lad os være ærlige – der er også enkelte situationer, hvor online behandling ikke er den bedste løsning, og det belyser flere af studierne (2,3,9).
Der, hvor online behandling har udfordringer, er ved meget komplekse situationer, hvor der er mange ting at tage højde for. Eller andre situationer hvis man har andre ting at kæmpe med – som sygdom, stress eller manglende støtte fra ens pårørende. Og så er der den åbenlyse udfordring: en dårlig internetforbindelse, som kan give problemer med kvaliteten.
Kan du blive ordentligt undersøgt via videokonsultation?
Ja – Den diagnostiske præcision er stort set identisk med fysisk undersøgelse (4). Der kan være behov for at tilpasse enkelte tests til videoformat, men en erfaren fysioterapeut kan stadig vurdere bevægelse, funktion og symptomer effektivt over video (5).
Manuel behandling – kan online fysioterapi erstatte det?
Et af de mest stillede spørgsmål er: “Hvad hvis jeg har brug for massage eller manuel behandling?”
De fleste kliniske retningslinjer viser, at manuelle teknikker som massage har lav evidens, mens øvelser og vejledning har langt højere effekt på sigt(1). Det betyder ikke, at manuel behandling ikke kan give mening – det kan det bestemt!. Jeg har selv set mange tilfælde, hvor det har haft stor værdi. Men på længere sigt er det min erfaring, at resultaterne bliver bedst, når der også arbejdes med aktiv træning og justering af belastning.
Hvad siger patienter og behandlere om online behandling?
Både patienter og fysioterapeuter er glade for online forløb ifølge et større studie med over 12.000 deltagere(9) oplevede mange større frihed og bedre forståelse for egne øvelser.
I en dansk rapport(2) fra COVID-19-tiden (Jeg beklager at minde dig om den tid) blev der lavet en større rapport, hvor det viste, at:
● 65% af fysioterapeuterne vurderede videokonsultation som egnet eller meget egnet
● Kun 21% af behandlere oplevede modstand fra patienter
● De største udfordringer handlede om teknik – ikke om behandlingens kvalitet
Konklusion: Online behandling er lige så effektiv – for de fleste
Så… er online fysioterapi lige så godt som fysisk fysioterapi? Det er det – for langt de fleste patienter og problemstillinger. Det handler om at finde den rette løsning til netop dig.
Online fysioterapi er et effektivt og veldokumenteret alternativ til fysisk fremmøde – især ved muskuloskeletale problematikker. Studier viser, at både funktion, tilfredshed og livskvalitet forbedres i samme grad som ved fysisk fremmøde og deltagelsen ofte også var højere hos de patienter der fik online behandling (3,6,9,10).
Fysisk fremmøde kan stadig være bedst i meget komplekse tilfælde eller hvor der kræves scanninger eller manuel teknik. Men for langt de fleste kan online behandling tilbyde hurtig, fleksibel og professionel hjælp – uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Hvis du vil vide endnu mere om OnlineFysioterpi.dk kan du læse mere på vores forside – eller booke din første online konsultation med det samme via vores online bookingsystem.
Har du spørgsmål til artiklen eller indholdet, er du altid velkommen til at kontakte os på Kontakt@onlinefysioterapi.dk
Kildeliste
- Kliniske retningslinjer for fysioterapeuter – Dansk Selskab for Fysioterapi
- Telefon- og videokonsultationer i fysioterapi under COVID-19 – Region Nordjylland (2020)
- Bargeri S, et al. Effectiveness of Telemedicine for Musculoskeletal Disorders: Umbrella Review. J Med Internet Res. 2024;26:e50090. PubMed: 38306156
- Grona SL, et al. The diagnostic accuracy of telerehabilitation for nonarticular lower-limb musculoskeletal disorders. J Telemed Telecare. 2018;24(2):75–83. PubMed: 20575726
- Mani S, et al. Validity and reliability of Internet-based physiotherapy assessment. J Telemed Telecare. 2017;23(3):379–391. PubMed: 27141087
- Suso-Martí L, et al. Effectiveness of Telerehabilitation in Physical Therapist Practice: Meta-Meta-Analysis. Phys Ther. 2021;101(5):pzab075. PubMed: 33611598
- Cottrell MA, et al. Real-time telerehabilitation: systematic review and meta-analysis. Clin Rehabil. 2017;31(5):625–638. PubMed: 33561280
- Jirasakulsuk N, et al. Real-Time Telerehabilitation in Older Adults: Systematic Review. JMIR Rehabil Assist Technol. 2022;9(3):e36028. PubMed: 36048520
- Amin J, et al. Satisfaction with Telerehabilitation of Musculoskeletal Disorders: Review. Biomed Res Int. 2022;2022:9342054. PubMed: 35958819
- Molina-Garcia P, et al. Effectiveness and cost-effectiveness of telerehabilitation. Musculoskelet Sci Pract. 2024;70:102748. PubMed: 38128150
- Withers AJ, et al. Remotely delivered vs. face-to-face physiotherapy (REFORM Trial). Br J Sports Med. 2024;58(4):229–237. PubMed: 38494405